Skip to main content

Mike Oldfield og livets eventyr



Jeg er ikke sikker på, præcis hvornår jeg første gang hørte Mike Oldfield, eller hvor og i hvilken situation. Hvad jeg ved er blot, at Mike Oldfield var en udadskillelig del af mine præteenage- og teenageår. Det kan have været i radioen at jeg har hørt ham først, og i så fald har det været hos kammerater, da mine forældre ikke hørte pop. 

Moonlight shadows i ungdomsklubben

Det er ikke usandsynligt, at hittet “Family Man” fra Five Miles Out var det første jeg rigtigt hørte af
Five Miles Out
Mike Oldfield. Et utroligt fermt pophit, men der var også noget ved det, jeg ikke brød mig om. Det er svært at forklare præcist hvad det var, der ikke bekom mig vel, men sådan var det - og er det for såvidt stadig, og egentlig ikke mindre siden jeg fandt ud af, at teksten handler om at blive fristet af utroskab, men så vælge at være en “family man”. Der er en sær sur-sødhed i nummeret, som er både æggende og beklemmende. Så egentlig har han vel ramt temaet temmelig godt. Men har sukret det lige lovlig meget ind i glinsende popglans. 
Jeg har sikkert været 10-11-12 år da Oldfield kom ind i mit liv; Five Miles Out kom da jeg var 11 år gammel i 1982. Og så kom Crises allerede året efter og da var hitnummeret 'Moonlight Shadow' all over the place, også f.eks. i ungdomsklubben på Nordby Skole. Og jeg elskede det - et fantastisk nummer og et sted i min bevidsthed er der også en musikvideo med en smuk ung pige, Maggie Reilly, der sidder og synger nummeret foran en pejs med ild i. Det var love, mand, teenage love for real. 

Action på Samsø

Maggie Reilly i videoen 'Moonligt Shadow'
Samtidig gik jeg i skole med et par fyre, som var vilde med Oldfield, særligt Esben, søn af brugsuddeleren i Mårup, og så også Ask, begge i klassen over mig, og begge nogle man lyttede til. Siden blev jeg rigtig venner med Ask og jeg tror det må have været ham, der introducerede mig til Tubular Bells, og jeg mener også at det har været omkring den tid, at jeg så The Excorcist, som jo havde et tema fra Tubular Bells som ledetone. 

Da jeg blev konfirmeret i 1984 og fik penge nok til at købe en forstærker og en pladespiller, og havde en enkelt lille højttaler pillet ud af sit højtalerkabinet, som jeg kunne sætte til anlægget, var den første plade jeg satte på Oldfields Discovery. Og det var ikke uden spænding, for Esben havde fortalt mig: Hør “The Lake” - og få chokket!". Og "chokket" var det lange nummer på Discovery, hvori der var en pludselig massiv akkord i en ellers stille sekvens, men hey, der var ikke mega meget action på Samsø i 1984. 

Fra Oldfield til Tibet

Så spoler vi frem til Kastanievej Efterskole på Frederiksberg hvor jeg mødte Mikkel, som var lige så vild med Mike Oldfield som jeg. Vi delte Oldfield, og også Pink Floyd, og fandt, ikke mindst derfor, ind i et langt og vidunderligt venskab som varede godt og vel et årti. Et sted mellem folkeskole og efterskole må jeg også have samlet 2. og 3. Oldfield-LP op, Hergest Ridge og Ommadawn, to mesterværker som i min optik sådan set overgår Tubular Bells, men det er en anden og lang historie, som jeg her lader ligge. 

Samtidig havde jeg en helt anden og parallel indgangsvinkel til Oldfield og det var Coseys Jonathan-tegneserier. Tegneserien om en ung, krølhåret mand fra Schweiz (hvor jeg havde været som lille!), der drager ind i Tibet for at finde sit livs unge teenangekærlighed, en tibetansk flygtningepige som han mødte hjemme i Schweiz. Det særlige (og på en eller anden måde ekstremt hippie-agtige) ved disse tegneserier var, at Cosey til indledning altid foreslog noget musik, man skulle lytte til ved læsningen. For ligesom at gøre det til en totaloplevelse, måske næsten trip-agtigt - og her var Oldfield en tilbagevendende anbefaling. 

For altid vil nok Oldfield for mig være vævet ind i Jonathan-tegneserierne eksotisk-mørkbrune farver. I det hele taget er det det Mike Oldfield først og fremmest altid vil være for mig: Rejsens musik. De fire første album har det par excellence, de næste mange i hvert fald på den ene side af LP’en: De lange instrumentale stykker, hvor temaerne skifter som landskaber, man bevæger sig forbi. Det er derfor at hans musik er rejsemusik - hele tiden bliver man, i én og samme bevægelse, ført forbi nye musikalske landskaber. Det kan være højt knejsende bjerge, stille skovsøer, enorme sletter, store himle, mørke stjernenætter - han har det hele.  

Periodiseringen af værket

Groft kan Oldfields værk inddeles i tre perioder: Den første “introverte” periode med de tre, måske fire instrumentale mesterværker Tubular Bells, Hergest Ridge, Ommadawn og Incantations. Jeg siger måske fire, fordi Incantations for mig skiller sig ud fra de tre foregående værker ved at være mere - måske kunstig, og anderledes kølig i lyden. Sidste værk falder da også sammen med Oldfields vej ud af den usikre og introverte, og måske af LSD provokerede særlige følsomhed, og ind i en mere extrovert livsform, hjulpet på vej af det åndelige system Exegesis. Herefter følger så 80’ernes mange store sejre - Platinum, QE2, Five Miles Out, Crises, Discovery og så endelig Islands fra 1987, som faktisk er udmærket.

Herefter går det egentlig galt. Earth Moving er en forfærdelig plade, og Amarok, omend berømmet blandt die hard fans, en sært uigennemskuelig plade bestående af store abstrakte instrumentale musikflader som i gamle dage. Derefter går det slag i slag med totalt kiksede forsøg på rockplader og ambient, med The Songs of Distant Earth som en god og ærlig undtagelse, og der ind imellem tilbagevenden til tidligere tiders store værker, med Tubular Bells 2, og 3 og Music of the Spheres som en slags symfonisk-klassisk opsummering af hans totale værk. Hvor om alting er - det er den tredje fase, som er lidt sølle i min optik. Det sidste nye værk, Return to Ommadawn er noget der ligner en slags redning, men så alligevel ikke helt. Det har bare ikke samme ambience som det oprindelige Ommadawn-mesterværk.

Five Miles Out og 'Taurus II'

Her til sidst vil jeg stille skarpt på Five Miles Out. Da jeg gik på efterskole fra 1987 til 1988 besøgte jeg ofte min storesøster Gertrud i Nyhavn hvor hun boede med sin kæreste Michael i en lejlighed i Lille Strandstræde. Nogle gange fik jeg lov til at låne lejligheden når de ikke var der, og Michael var en af de første, som jeg kendte, der havde skiftet LP’erne ud med CD’er. Og en af de CD’er der straks faldt mig i øjnene var Five Miles Out. Måske kendte jeg end ikke da egentlig hele værket der, og det var måske også derfor der var en særlig magi over at sætte CD’en på der, netop der, helt alene og helt ung. 

At høre de første fire sprøde claves-slag og så mærke værket gå igang. Disse første fire slag var som at høre ouverturen til det mægtige og enorme liv, som jeg vidste lå anelsesfuldt foran mig. Der i præcis den lejlighed, med dens præcise lugt af gammelt tøj, petroleum, trægulv og før-byfornyelses-baggård. Jeg elskede det. Hver en lyd og hver en duft. Og det er nøjagtig den samme lovende ouverture jeg hører i dag, når 'Taurus II' begynder. Det er selve livets begyndelse. Disse helt distinkt klare og dog alligevel prøvende claves-slag - og så begynder rejsen.

Og så den meget smukke sang, der kommer et stykke inde i nummeret, som sunget af en engel i det blå himmeldyb:

Hush now baby made a start
There's a jewel in your heart
And a star that shines for you
Watching everything you do
Don't you cry though it may seem
You were not the only one
Standing in the morning sun
Waiting though it had begun
May you never run aground
Or call into the deep deep sound
Stormy weather turns to blue
Here's a song to take with you

Mike Oldfield er rejsemusik og ledte mig på vej til min første store backpackertur i 1996. Hans musik leder en ud i eventyret. Hans fortælling er udødelig. Mike Oldfield åbner livet, og hvad enten hans melodier er hippiedunkle, som i den første fase (som jeg nok elsker allermest), eller popglimtende som i anden fase, siger de det samme: Livet er smukt. Og det er dit. Gå nu ud og gør det til dit eventyr. 

Alt er godt. 

_________________

Dette blogindlæg blev først hold som mundtligt oplæg ved stiftelsen af Mike Oldfield-selskabet. 

Comments

Popular posts from this blog

Barbenet i hovedet

Jeg er i øjeblikket i gang med at læse Brian Aldiss' store værk Helliconia - på engelsk, hvor de tre oprindelige bind  Spring , Summer og Winter er samlet i ét bind. Det tager sin tid, må jeg sige. Planetmiljø og historier vokser langsomt i styrke - men det er bestemt ingen page turner! Ikke for mig i hvert fald. Et mesterværk - jo, måske. Men ikke hamrende spændende. Det gør dog ikke så meget. Jeg har haft bogen stående i jeg ved ikke hvor lang tid. Måske 20 år? Og er gået i stå i den én, måske to gange. Jeg fik den af min storebro Bo, som var meget begejstret for den (så vidt jeg husker - der må jo have været en grund til, at han gav mig den). Fornylig er jeg blevet interesseret i dét, at lave fiktive verdner og fiktive planeter, fordi jeg selv roder med sådan noget i det små. Så tænkte jeg at Helliconia kunne være et spændende sted at se, hvordan andre har gjort. Og læst på denne måde skuffer bogen sandelig ikke! Da jeg så her i weekenden var hjemme i mit barndomshjem p...

Ærligheden uden for loven

Denne blogpost handler om den lille bog Gertrude af André Gide, oprindeligt udgivet 1919 som La Symphonie Pastorale . Endnu et resultat af den bogoprydning , jeg foretog for nogle uger siden. Ulæste titler dukker op - og så læser jeg dem. Nogle gange. Dedikationens magi Denne lille bog, min udgave fra Hans Reitzels Serie 1961 – på blot 91 sider - sendte en solid harpun gennem mit hjerte. Jeg har haft den stående i 23 år uden at have læst den. Modsat andre af mine bøger ved jeg godt, hvorfor jeg har denne. Jeg fik den af min ven Jakob, som jeg mødte i Tibet i 1996. Og sandelig om ikke en slags forærings-dedikation pryder første opslag. Og dedikationen er behørigt rørstrømsk: "...prøv at bruge din indre styrkes blinddom, gør dig stor vind, gå på vandet, lev sekundet..." - det er ikke dårligt at mytologisere bøger med dedikationer. De gør bøgerne som fysiske objekter til noget særligt, som ikke nok så megen digitalisering kan ændre på. Den syndfrie stemmes lokken Je...

Det elektriske paradis

For en del år siden efterhånden blev jeg opmærksom på bogen Electric Eden: Unearthing Britain's Visionary Music af Rob Young. Nu har jeg endelig fået den læst – og den har vist sig, at være fuld af gaver. Fars beat-bibliotek Jeg er ret sikker på, at det var i forbindelse med en del internetsøgninger på The Incredible String Band, et band jeg har elsket siden teenageårene, at jeg stødte på bogen. Blandt min fars lille samling af beatplader stod nemlig The Hangman’s Beautiful Daughter (1968) og Wee Tam   (1968) (oprindeligt udgivet som dobbelt-lp’en Wee Tam and The Big Huge (1968) og siden splittet op i to enkelt-skiver).   Det var her jeg fik mine første møder med 60er-musikken, når jeg rodede min fars lp’er igennem. Blandt en ret stor samling af klassisk musik havde han et lille udvalgt beat-bibliotek, som bla. omfattede Doors’ Strange Days , Neil Youngs After the Gold Rush , Jefferson Airplanes Surrealistic Pillow – og altså The Incredible String Band. Plader han havde an...