Museum Thori

Jeg er ikke sikker på, præcis hvornår jeg første gang hørte Mike Oldfield, eller hvor og i hvilken situation. Hvad jeg ved er blot, at Mike Oldfield var en udadskillelig del af mine præteenage- og teenageår. Det kan have været i radioen at jeg har hørt ham først, og i så fald har det været hos kammerater, da mine forældre ikke hørte pop.   Moonlight shadows i ungdomsklubben Det er ikke usandsynligt, at hittet “Family Man” fra Five Miles Out var det første jeg rigtigt hørte af Five Miles Out Mike Oldfield. Et utroligt fermt pophit, men der var også noget ved det, jeg ikke brød mig om. Det er svært at forklare præcist hvad det var, der ikke bekom mig vel, men sådan var det - og er det for såvidt stadig, og egentlig ikke mindre siden jeg fandt ud af, at teksten handler om at blive fristet af utroskab, men så vælge at være en “family man”. Der er en sær sur-sødhed i nummeret, som er både æggende og beklemmende. Så egentlig har han vel ramt temaet temmelig godt. Men h...

Denne blogpost handler om den lille bog Gertrude af André Gide, oprindeligt udgivet 1919 som La Symphonie Pastorale . Endnu et resultat af den bogoprydning , jeg foretog for nogle uger siden. Ulæste titler dukker op - og så læser jeg dem. Nogle gange. Dedikationens magi Denne lille bog, min udgave fra Hans Reitzels Serie 1961 – på blot 91 sider - sendte en solid harpun gennem mit hjerte. Jeg har haft den stående i 23 år uden at have læst den. Modsat andre af mine bøger ved jeg godt, hvorfor jeg har denne. Jeg fik den af min ven Jakob, som jeg mødte i Tibet i 1996. Og sandelig om ikke en slags forærings-dedikation pryder første opslag. Og dedikationen er behørigt rørstrømsk: "...prøv at bruge din indre styrkes blinddom, gør dig stor vind, gå på vandet, lev sekundet..." - det er ikke dårligt at mytologisere bøger med dedikationer. De gør bøgerne som fysiske objekter til noget særligt, som ikke nok så megen digitalisering kan ændre på. Den syndfrie stemmes lokken Je...

Fornylig har jeg ryddet op i min bogsamling. Det var hårdt - men det er en fornøjelse, at have gjort - og så åbenbarer der sig oven i købet titler, som jeg helt havde glemt, jeg ejede. Bogoprydningens uventede gaver Når man som jeg elsker at købe bøger, nærer et udtalt anstrengt forhold til bibliotekernes bødesystem og derfor sjældent låner bøger, har svært ved at sige nej, hvis nogen tilbyder mig en bog og ikke er bleg for at have bøger stående, jeg ikke har læst - og tilmed har meget svært ved at give slip på dem, når de først står i min reol - ja, så er det ingen lille opgave at rydde op i samlingen. Men efter i årevis at have udskudt oprydningen, fik jeg den endelig gennemført, og samlingen står nu ret velordnet efter emner, og den skønlitterære afdeling oven i købet ordnet alfabetisk efter forfatter. Den nye orden gør, at jeg ser med fornyet interesse på titler, jeg aldrig har fået læst. Særligt de (i helt konkret forstand) smalle bøger tiltrækker min opmærksomhed, da d...

Jeg havde ikke troet, at det var noget, jeg nogensinde skulle høre mig selv sige det - men hold kæft hvor er Nik & Jay dog helt suveræne! Og hvorfor havde jeg nu ikke troet det? Jo, jeg kommer ud af en 90er-ungdom, hvor det var grunge og Nick Cave, der var i højsædet. Jo mere støjende og dystert det var, jo bedre. Og dér passede Nik & Jay ligesom ikke rigtig ind med deres åndssvage dansebeats og glatnakkede tekster. Alt for lækker Altså okay - der var godt nok den der fest engang i nullerne, hvor vi havde trampet rundt til al muligt musik, som måske nok var super godt, men bare ikke sjovt at danse til. Og så pludselig kom der det her beat og mit krop begyndte at springe bardut - og så var det den der, med "du er for lækker, lækker, lækker". Og det var så Nik & Jay og jeg kunne ikke benægte, at det faktisk var ret fedt. Altså - ikke som lyttemusik, men som dansemusik . Siden opsøgte jeg ikke Nik & Jay. Det var så indtil for et par uger siden, hvor jeg ...

Jeg er i øjeblikket i gang med at læse Brian Aldiss' store værk Helliconia - på engelsk, hvor de tre oprindelige bind  Spring , Summer og Winter er samlet i ét bind. Det tager sin tid, må jeg sige. Planetmiljø og historier vokser langsomt i styrke - men det er bestemt ingen page turner! Ikke for mig i hvert fald. Et mesterværk - jo, måske. Men ikke hamrende spændende. Det gør dog ikke så meget. Jeg har haft bogen stående i jeg ved ikke hvor lang tid. Måske 20 år? Og er gået i stå i den én, måske to gange. Jeg fik den af min storebro Bo, som var meget begejstret for den (så vidt jeg husker - der må jo have været en grund til, at han gav mig den). Fornylig er jeg blevet interesseret i dét, at lave fiktive verdner og fiktive planeter, fordi jeg selv roder med sådan noget i det små. Så tænkte jeg at Helliconia kunne være et spændende sted at se, hvordan andre har gjort. Og læst på denne måde skuffer bogen sandelig ikke! Da jeg så her i weekenden var hjemme i mit barndomshjem p...