Skip to main content

Længe leve drømmene!

Jeg havde ikke troet, at det var noget, jeg nogensinde skulle høre mig selv sige det - men hold kæft hvor er Nik & Jay dog helt suveræne! Og hvorfor havde jeg nu ikke troet det? Jo, jeg kommer ud af en 90er-ungdom, hvor det var grunge og Nick Cave, der var i højsædet. Jo mere støjende og dystert det var, jo bedre. Og dér passede Nik & Jay ligesom ikke rigtig ind med deres åndssvage dansebeats og glatnakkede tekster.

Alt for lækker

Altså okay - der var godt nok den der fest engang i nullerne, hvor vi havde trampet rundt til al muligt musik, som måske nok var super godt, men bare ikke sjovt at danse til. Og så pludselig kom der det her beat og mit krop begyndte at springe bardut - og så var det den der, med "du er for lækker, lækker, lækker". Og det var så Nik & Jay og jeg kunne ikke benægte, at det faktisk var ret fedt. Altså - ikke som lyttemusik, men som dansemusik. Siden opsøgte jeg ikke Nik & Jay.

Det var så indtil for et par uger siden, hvor jeg sad og fik lyst til at høre et eller andet danse-groovy musik på Spotify. Så kom jeg til at tænke på Nik & Jay og søgte på dem. Og der var et helt nyt album med dem, Paradis (Lige Her). På med det - og så lettede jeg næsten helt bogstaveligt fra stolen. Min krop svajede spontant med - og teksterne gik direkte ind i hjertekulen. Uden dikkedarer og mellemregninger.

Chakra-vibes

På dette nye album - som det så viser sig udkommer i dag i sin helhed, med nogle flere numre, og samlet hedder Længe leve drømmene - vibrerer på alle niveauer, fra rod- til issechakra, eller altså fra numserystende beats til lyriks skønhed, der når højder, som jeg vist ikke er den første, der er overrasket over at finde hos Nik & Jay (med det forbehold, at jeg altså ikke har nærstuderet deres katalog). Jovist er der banale indslag, tekstmæssigt såvel som musikalsk. Men det er jo også ligesom popmusik. Det skal være let at indtage og populært. Men det er ikke det samme, som at kvaliteten ikke er hårrejsende høj.


Mesterværk

Jeg tror ganske enkelt, at albummet er et mesterværk. Musikken er opløftende, varm, sensuel, groovy, lækker og vellydende. Og teksterne er rørende og inspirerende og omhandler en rig palette, fra bekymring for  klimaet, over kærlighed og venskab, og til hvilke værdier det egentlig er, der gælder her i livet. Og her er det et tilbagevendende tema, at det det handler om ikke er penge og magt (selvom det første også er rart nok), men at have det godt, og løfte hinanden mod at få opfyldt de drømme, vi alle går rundt med. Det kan være der er et element at selvbiografisk erkendelse heri, men jeg hører det også som en kommentar til f.eks. bankernes hæmningsløse grådighed i omgangen med vores penge.

Længe leve drømmen er hippietidens kærlighedsbudskab pakket ind i nyt og lækkert design. Det er liflig og løfterig love. I hvert fald kommer musikken fejende som et spirituelt boost af en anden verden ind over Danmark med en lykkeberuset vibe, som får en til at strække sig på tæer og giver lyst til så for helvede da bare at vælge dén lykke, når nu den er der. Når nu verden hele tiden er smuk, og ladet med ordløs mening, og det bare er os, der hele tiden farer vild og bliver væk fra den.

Jeg tror det er det, Nik & Jay prøver at sige - eller måske snarere vise - med deres nye album. Og jeg stiger gerne ind i den åbne (eldrevne) sportsvogn og lader mig duvende køre med af de store, brede veje i den høje sol. Med retning mod oceanet og det uendelige, flimrende netværk af diamanter, som glimter os i møde.

Image result for sun glitter ocean"

____________________

Anmeldelserne af Længe leve drømmene er lidt blandede.
Nordjyske er skuffede - omend jeg ikke kan læse artiklen bag betalingsmuren.
DR er positive og giver en del baggrund for projektet.
Gaffa er også positive, men forstår vist ikke så meget.
Ekstrabladet står helt af - og hvor jeg oplever Længe leve drømmene som ægte og helt uden filter, synes EB bare det er en omgang frelst fake. Men - jeg er jo heller ikke belastet af, at have hørt Nik & Jays tidligere udspil...og omvendt hænger EB måske fast i fortiden og kan ikke følge med ind i nutiden og fremtiden.

Comments

Popular posts from this blog

Barbenet i hovedet

Jeg er i øjeblikket i gang med at læse Brian Aldiss' store værk Helliconia - på engelsk, hvor de tre oprindelige bind  Spring , Summer og Winter er samlet i ét bind. Det tager sin tid, må jeg sige. Planetmiljø og historier vokser langsomt i styrke - men det er bestemt ingen page turner! Ikke for mig i hvert fald. Et mesterværk - jo, måske. Men ikke hamrende spændende. Det gør dog ikke så meget. Jeg har haft bogen stående i jeg ved ikke hvor lang tid. Måske 20 år? Og er gået i stå i den én, måske to gange. Jeg fik den af min storebro Bo, som var meget begejstret for den (så vidt jeg husker - der må jo have været en grund til, at han gav mig den). Fornylig er jeg blevet interesseret i dét, at lave fiktive verdner og fiktive planeter, fordi jeg selv roder med sådan noget i det små. Så tænkte jeg at Helliconia kunne være et spændende sted at se, hvordan andre har gjort. Og læst på denne måde skuffer bogen sandelig ikke! Da jeg så her i weekenden var hjemme i mit barndomshjem p...

Ærligheden uden for loven

Denne blogpost handler om den lille bog Gertrude af André Gide, oprindeligt udgivet 1919 som La Symphonie Pastorale . Endnu et resultat af den bogoprydning , jeg foretog for nogle uger siden. Ulæste titler dukker op - og så læser jeg dem. Nogle gange. Dedikationens magi Denne lille bog, min udgave fra Hans Reitzels Serie 1961 – på blot 91 sider - sendte en solid harpun gennem mit hjerte. Jeg har haft den stående i 23 år uden at have læst den. Modsat andre af mine bøger ved jeg godt, hvorfor jeg har denne. Jeg fik den af min ven Jakob, som jeg mødte i Tibet i 1996. Og sandelig om ikke en slags forærings-dedikation pryder første opslag. Og dedikationen er behørigt rørstrømsk: "...prøv at bruge din indre styrkes blinddom, gør dig stor vind, gå på vandet, lev sekundet..." - det er ikke dårligt at mytologisere bøger med dedikationer. De gør bøgerne som fysiske objekter til noget særligt, som ikke nok så megen digitalisering kan ændre på. Den syndfrie stemmes lokken Je...

Det elektriske paradis

For en del år siden efterhånden blev jeg opmærksom på bogen Electric Eden: Unearthing Britain's Visionary Music af Rob Young. Nu har jeg endelig fået den læst – og den har vist sig, at være fuld af gaver. Fars beat-bibliotek Jeg er ret sikker på, at det var i forbindelse med en del internetsøgninger på The Incredible String Band, et band jeg har elsket siden teenageårene, at jeg stødte på bogen. Blandt min fars lille samling af beatplader stod nemlig The Hangman’s Beautiful Daughter (1968) og Wee Tam   (1968) (oprindeligt udgivet som dobbelt-lp’en Wee Tam and The Big Huge (1968) og siden splittet op i to enkelt-skiver).   Det var her jeg fik mine første møder med 60er-musikken, når jeg rodede min fars lp’er igennem. Blandt en ret stor samling af klassisk musik havde han et lille udvalgt beat-bibliotek, som bla. omfattede Doors’ Strange Days , Neil Youngs After the Gold Rush , Jefferson Airplanes Surrealistic Pillow – og altså The Incredible String Band. Plader han havde an...